Spring til indhold

Byggeprocessen LCA — Guide til håndværkere

Kort guide til håndværkere og mindre entreprenører om de nye LCA-krav for byggeprocessen (A4 + A5), der trådte i kraft 1. juli 2025.

Byggeprocessen er nu en del af LCA

  1. juli 2025 blev byggepladsen en del af klimaregnskabet. Når der laves LCA (livscyklusvurdering) på et nybyggeri, skal ikke kun materialer og drift med, som tidligere — men nu også selve byggeprocessen. Det betyder, at transport, energiforbrug og byggeaffald på pladsen skal kunne dokumenteres.

Denne guide giver et overblik til dig, der er håndværker eller mindre entreprenør: Hvad går kravene ud på, hvad skal du levere data til, og hvordan kommer du i gang uden at drukne i tal.

1. BR18, klimakrav og byggepladsen

Bygningsreglementet (BR18) stiller nu skærpede klimakrav til næsten alt nybyggeri. Klimapåvirkningen fra en bygning skal beregnes med en LCA, og resultatet skal holdes under en grænseværdi, som afhænger af bygningstypen.

LCA'en er opdelt i moduler. For byggeprocessen er især to moduler vigtige:

  • A4 — transport af materialer og materiel til byggepladsen.
  • A5 — selve byggeprocessen: energiforbrug på pladsen samt byggeaffald og spild.

Fra 1. juli 2025 har byggeprocessen sin egen CO₂-grænse: resultatet for modul A4 + A5 må højst være 1,5 kg CO₂e pr. m² pr. år.

2. Hvem er omfattet — og hvem er ikke?

De skærpede klimakrav gælder for næsten alt nybyggeri i Danmark. Det betyder i praksis, at de fleste hoved- og fagentreprenører vil blive bedt om at levere data til LCA'en.

Der er dog bygningstyper, der er undtaget fra grænseværdierne:

  • Uopvarmede bygninger under 50 m².
  • Visse industri-, fødevare- og produktionsbygninger.
  • Bygninger til energi-, forsynings- og affaldshåndtering.
  • Hospitaler, fængsler og forsvarets operative bygninger.
  • Stadion-tribuner.

De præcise undtagelser fremgår af §298 i BR18. Pointen for dig som udførende er, at nybyggeri med opvarmet areal som udgangspunkt vil have klimakrav — og at der derfor skal indsamles data fra byggepladsen.

3. Grænseværdier: bygning og byggeproces

Hver bygningstype har sin egen CO₂-grænseværdi, som er opgjort i CO₂-ækvivalenter per m² per år:

Bygningstype1. juli 20252027
Ferieboliger mindre end 150 m²4,03,6
Ferieboliger på mindst 150 m²6,76,0
Enfamiliehuse og række-, stue-, kæde- og dobbelthuse6,76,0
Etageboliger, kontor, handel, lager o. lign.7,56,8
Øvrigt byggeri8,07,2
Byggeprocessen1,5

Ud over grænseværdien for selve bygningen er der fra 1. juli 2025 en selvstændig grænse for byggeprocessen:

  • Byggeprocessen (A4 + A5): 1,5 kg CO₂e/m²/år.

LCA-resultatet for bygningen og for byggeprocessen skal begge, isoleret set, overholde deres grænse, for at kommunen kan give ibrugtagningstilladelse.

4. Byggeprocessen som selvstændigt krav

Med opdateringerne fra 1. juli 2025 er det altså ikke længere nok, at der laves LCA på bygningen. Det nye var og er, at byggeprocessen, også kaldet byggepladsen, har fået sin egen grænseværdi, og at entreprenører og håndværkere derfor i højere grad bliver involveret i klimadokumentationen.

I praksis handler det om tre ting man nu skal indsamle data på, og beregne klimaaftrykket (CO₂) af:

  • Transport til og fra byggepladsen (A4).
  • Energiforbrug på byggepladsen (A5).
  • Byggeaffald og spild (A5).

Derudover skal man også medregne transport af spild og materiel, bortkørsel af jord og byggeaffald, samt såkaldte "terminal-processer". Udledningen fra disse er dog begrænset, og, rent beregningsmæssigt, er der standardværdier stillet til rådighed i BR18, som kan lette opgaven.

5. Hvad skal beregnes og dokumenteres — og hvad skal ikke med?

A4 — transport til og fra byggepladsen

  • Transport af byggematerialer fra fabrik til byggeplads — inkl. evt. mellemled.
  • Transport af materiel til og fra byggepladsen (kun materiel over 1.000 kg).
  • Bortkørsel af byggeaffald og jord, der er klassificeret som affald.

A5 — energiforbrug på byggepladsen

  • Elforbrug i skurby, belysning, pumper, udtørring mv.
  • Fjernvarme eller anden varme til opvarmning af bygningen under opførelse.
  • Brændstofforbrug til maskiner og udstyr på pladsen (over bagatelgrænsen).

A5 — byggeaffald og spild

  • Afskær og brækage, som bliver til byggeaffald undervejs.
  • Affaldet skal opdeles i fraktioner (træ, beton, mursten, metal, blandet affald osv.).

Det skal typisk ikke med

  • Persontransport til og fra byggepladsen.
  • Brændstofforbrug til små maskiner, hvis det ligger under bagatelgrænsen (1 ton).
  • Energi og arbejde til terrænregulering og landskab udenfor selve bygningen.

Beregningsmetoder

Der er tre hovedmetoder til at lave selve beregningen (udover de områder, hvor der er standardværdier til rådighed):

  • Brug af faktiske forbrugsdata (mest præcist).
  • Brug af generiske tabelværdier fra BR18 (nemmest).
  • Brug af EPD'er og specifikke emissionsfaktorer, hvor de findes.
Faktiske forbrugsdataEPD-dataGeneriske dataStandardværdier
Materiale-transport
Energi- og brændstofforbrug
Affaldsbehandling
Bortkørsel og terminal-processer

6. Hvad skal man være særligt opmærksom på?

Tre nøglepointer for håndværkere og mindre entreprenører:

  • Start dataindsamling fra dag 1 — det er meget nemmere end at "genskabe" alt til sidst.
  • Lav klare aftaler om, hvem der registrerer hvad (el, varme, brændstof, affald, transport).
  • Brug de systemer, der allerede findes — fx byggemarkedernes dataportaler og LCA-software som nullCarbon.

Tænk på CO₂-budgettet lidt som på økonomien: der er et loft, og det er nemmere at holde sig under, hvis man følger op løbende i stedet for kun til sidst.

7. Forslag til en simpel proces for byggepladsen

En enkel 7-trins model, som kan bruges på de fleste projekter:

  1. Afklar med bygherre/rådgiver/LCA-ansvarlig (hvis I ikke selv er det), hvad der skal leveres, og hvilke data I skal indsamle.
  2. Lav aftaler med leverandører om transportdata — eller beslut, at I bruger generiske tabelværdier for transport.
  3. Sæt praktiske rutiner op: hvem aflæser elmålere, hvem registrerer diesel mm., og hvem gemmer affaldsfakturaer.
  4. Udpeg en ansvarlig til at samle data ét sted (Excel eller LCA-software) så der sikres overblik og data (og mangler) på både transport, energi og affald.
  5. Følg op på forbrug og CO₂ løbende — fx på byggemøder hver måned.
  6. Justér adfærd og praksis undervejs: mindre spild, bedre sortering, færre tomgangstimer, flere eldrevne maskiner.
  7. Afslut projektet med et samlet regnskab for A4 og A5, som sendes til den, der laver LCA'en til kommunen.

8. Hjælp til at komme i gang

Det kan virke uoverskueligt at komme i gang, så vi håber at denne guide har givet en lidt bedre forståelse.

Hvis du vil vide mere, er der masser af steder at søge information. De officielle krav og vejledninger findes på bygningsreglementets hjemmeside:

https://www.bygningsreglementet.dk/tekniske-bestemmelser/11/krav/

Du kan også vælge at få hjælp til det hos nullCarbon, som kan skræddersy en proces eller løsning, der passer til jeres ønsker og behov. Vi har bl.a. lavet en Byggeproces-pakke, hvor man bliver hjulpet igennem hele processen med at identificere og indsamle data, samt beregne og dokumentere sin udledning ved endt byggeri.

De første projekter vil kræve lidt ekstra arbejde, men når rutinerne er på plads, bliver klimadokumentationen en naturlig del af byggeledelsen — på linje med kvalitet, økonomi og tid.


Denne vejledning er baseret på nullCarbons tolkning af bygningsreglement og lovgivning på det givne tidspunkt. Da der stadig er uklarheder og gråzoner i nævnte, kan denne tolkning afvige fra myndigheders, styrelsers og andre aktører i byggebranchens praksis eller tolkning, og nullCarbon kan ikke holdes ansvarlig for sådanne afvigelser eller konsekvenser heraf. Det anbefales derfor at afklare eventuelle tvivlsspørgsmål direkte hos den relevante styrelse eller myndighed forud for beslutningstagning om tvivlsspørgsmål.